By Dennis Wraamann on Fredag, 17. April 2020
Category: Bornholm

Kan Bornholm få en god feriesæson?

Fra total opbremsning til forsigtig genåbning. Tusindvis af danske familier overvejer lige nu at skifte ferien sydpå ud med en sommerferie inden for landets grænser. Det er en gylden mulighed for at profilere Bornholm som destination, hvis vi spiller kortene rigtigt og udnytter den forventede efterspørgsel efter nære rejsemål.

I kølvandet på den globale coronakrise har Bornholm en god chance for at tiltrække danske turister i år. Det er en klassisk, dansk destination, som mange gerne vil besøge eller genbesøge. Det er en anderledes bid af Danmark med klipper og kyst – og alligevel trygt og sikkert i forhold til adgang til det danske sundhedsvæsen.

Vi skal sigte efter danske, nordtyske og svenske turister – og der er plads til alle med kun 67 personer pr. kvadratkilometer. I det øvrige Danmark og i København er tallene hhv. 136 og 7.000. Afstandene er overkommelige, trafikken fungerer optimalt, og det er nemt at komme til, fra og rundt på øen.

Pengene skal komme udefra

Turisterhvervet har alle dage været centralt for Bornholm. Og i branchen ved man, at pengene skal komme udefra. Vi skal have turister og omsætning til øen, og det er vores oplevelse, at de fleste danskere ved, hvor dejligt et feriemål, der ligger her i Østersøen. Nu skal de bare have Bornholm som øverste prioritet.

Markedsføring er nøglen til at bringe Bornholm ud af dødvandet efter corona og ind på lystavlen hos potentielle turister i vores opland. 'Man kan ikke spare sig til succes', som Mærsk McKinney Møller sagde, og det gælder i høj grad på Bornholm lige nu. Selv om det gør ondt, skal der investeres i sæsonen 2020 og i fremtiden nu!

Hvordan griber vi sagen an?

Bornholm skal – nu og her – udsende en åben invitation, så alle får øjnene op for, hvor alsidig øen er. Vi skal have vist, hvor mangfoldig og eksotisk en turistdestination vi kan tilbyde, så sæsonen kan komme nogenlunde i land, og der kan skabes et godt afsæt for de kommende år. Vores bedste bud er, at indenlandsk turisme også i de kommende år vil være i høj kurs.

Der skal tænkes nyt og klassisk på én gang. Det nye skal komme fra turisterhvervet og formidlingen. Hvis alle lægger deres energi sammen, kunne man få gennemslagskraft og skabe en kampagne, der indbefatter tv, dagblade, magasiner og sociale medier. Vi har allerede en slagkraftig turistorganisation i Destination Bornholm, men vores gæt er, at organisationens initiativer ikke kan stå alene. Der skal mere til.

Måske kan en tv-producent se perspektivet i at profilere danske rejsemål – naturligvis med Bornholm i front. Måske kan der skabes nye turistprodukter og pakkeoplevelser? Måske skal der stables helt nye begivenheder og partnerskaber på banen? Bolden skal gives op til en massiv omgang nytænkning.

Det haster med at komme i gang

Det kan lyde som en kliché at bruge betegnelsen 'brændende platform', men det er i høj grad tilfældet lige nu. Det haster med at komme i gang, for i skrivende stund sidder der familier, singler og par i hele landet, som lægger planer for sommeren 2020.

Overalt på øen er erhvervet trængt, og for ejere af restauranter, hoteller, feriecentre og gæstgiverier kan det blive en spørgsmål om overlevelse. Måske skal bilen sælges? Måske skal der tales med banken, indtil omsætningen bliver slæbt i gang? Det kan også være, der skal oprettes en turistfond, hvor alle bornholmere kan skyde penge ind? Dette er i høj grad en folkesag, for det berører os alle.

Hos os i 1437.dk har vi tæt kontakt med øens erhvervsliv, og det er vores oplevelse, at alle bare venter på at komme i gang. Opbremsningen er afløst af genåbning, og nu er det altafgørende at få Bornholm helt frem på banen. 

Relaterede blogindlæg

Leave Comments